top of page

Undervisningen på Filipskolen

På Filipskolen ønsker vi at danne og uddanne eleverne til fremtiden. Vi vil gerne give dem et anker i en verden i forandring, et bud på livsværdier og en faglig ballast.

Undervisningen på Filipskolen står mål med Folkeskolen. Undervisningen tager udgangspunkt i Fælles Mål. Lærerne udarbejder årsplaner for alle skolens fag.

I praksis udfærdiges årsplanerne med afsæt i Fælles mål og skitserer, hvordan og hvornår der arbejdes med de enkelte mål, og hvordan man ønsker at evaluere undervisningen. Dit barn vil møde lærere, der stræber efter et fagligt højt niveau i undervisningen. Desuden brænder medarbejderne for at se eleverne udvikle sig både fagligt og socialt. 

Kreativitet betyder meget for os, hvorfor eleverne har musik og billedkunst i 0. kl. til 8. kl. Vi har en velbesøgt julekoncert i 0. -4., performance i 5. og 6. klasse, Lucia i 3. kl.  og et musikskoletilbud. Derudover har vi omlagte dage og uger i løbet af året, hvor vi fokuserer på forskellige fagområder eller timeløse fag. I enkelte fag er timefordelingen anderledes fra Folkeskolen. Vi begynder fx først engelskundervisningen i 2.klasse. Dette har vi valgt for at samle flere lektioner på det enkelte klassetrin og derved opnå en mere koncentreret undervisning. Vores erfaring er, at eleverne hurtigt bliver fortrolige med sproget, når de møder det flere gange om ugen.Over hele skoleforløbet har vi samme timetal i engelsk som i Folkeskolen.

IMG_1278.heic

IT

Alle eleverne i 5.- 9. klasse medbringer egen bærbær computer.

 

Undervisningen i IT kompetence er en del af den daglige undervisning. Der undervises ud fra forskellige portaler.

Eleverne i 0. -4. klasse arbejder på skolens egne iPads og bærbare computere.

Tilsyn

Skolens tilsynspligt gælder først fra 10 minutter før mødetid, dog er der tilsyn med elever, som er tilmeldt morgenpasningen, hvis eleverne opholder sig i det lokale, hvor den tilsynsførende er til stede.

 

Bøger og hæfter stilles gratis til rådighed af skolen. Beskadigelse af disse samt skolens bygninger/ inventar eller andre ejendele medfører erstatningspligt. Bortkommer skolens ejendele, skal de erstattes.

IMG_0798.heic
IMG_0773.heic

Samarbejde mellem skole og hjem

Vi ønsker et godt samarbejde mellem skole og hjem. Forældre er velkomne til at lave en aftale på Intra for at drøfte forhold vedrørende deres børn. Kommunikationen

foregår i Intras kontaktbog eller i beskeder. Forældrene skriver til lærere/pædagoger når de ønsker kontakt til skolen.

 

Medarbejderne vender tilbage med svar inden for 3 arbejdsdage. Alle forældre forventes at stræbe efter, at børnene passer deres lektier, at de er udhvilet og klar til skoledagen.

 

  • Forældremøder afholdes minimum 1 gang om året altid ved skolestart, hvor dansklærer og matematiklærer fortæller forældrene om undervisningen og andre aktiviteter. Ved dette møde vælges én klasseforældrerepræsentant og én suppleant til kontaktforældrerådet. I 0. og 1. klasse afholdes der to forældremøder. Øvrige forældremøder afholdes efter behov.

 

  • Skole-hjem-samtaler afholdes 1- 2 gange om året. Her indkaldes forældrene til en samtale med dansk- og matematiklærer, hvor elevens udvikling og trivsel drøftes. Forud for samtalen har eleverne i 0. - 4. klasse udfyldt en samtaleblomst i samarbejde med deres klasselærer. Forud for samtalen for eleverne i 5. - 9. klasse har de respektive lærere udfyldt evalueringsplaner for de enkelte elever.

 

  • Forældredage afholdes gennem skoleåret. På disse dage er forældre og andre voksne velkomne til at overvære en almindelig undervisningsdag på skolen. Eleverne følger deres normale skema.

Fritagelse for undervisningen

Fritagelse for en eller to dage kan gives af klasselæreren; fritagelse for flere dage sker gennem kontoret. I begge tilfælde skal henvendelse ske skriftligt og i god tid i forvejen. Alle fritagelser ud over sygdom bør dog så vidt muligt

undgås.

Sygdom

Sygdom meldes hver fraværsdag via besked i Intra til Elin og klasselæreren. 

Elin skolesekretær/regnskabsfører, træffes dagligt 8.10 - 14.00 på telefon 32 55 47 11

IMG_0777.heic
IMG_0879.heic

Idræt

Samtlige elever har dette fag på skolen. I 5. klasse har eleverne også svømning.

Fritagelse for idræt/svømning kan gives for enkelte dage, hvis eleven medbringer meddelelse fra hjemmet med angivelse af årsagen. Ved fritagelse ud over 14 dage kan der kræves lægeerklæring.

Eleverne skal normalt overvære undervisningen, selv om de er fritaget for at deltage.

Glemte ting

Ting der findes på skolen eller afleveres til lærer og andre, lægges i glemmekasser og derefter på bordet ved skolens kontor. Værdigenstande opbevares på kontoret. 

Gamle elevers gensyn

På Filipskolen har vi gennem snart 50 år sagt farvel til elever fra vores afgangsklasser. Det er altid morsomt at mødes igen, og derfor er der hvert år Gamle Elevers Gensyn. 

På Filipskolen er det den første tirsdag i oktober kl. 17.00-19.00. Vi håber, at mange af vores “gamle elever” sammen med andre interesserede vil mødes ved disse lejligheder.

Konfirmation

Skolen anmoder om, at konfirmationsforberedelsestiden placeres efter kl.14:00. Konfirmanden har fri mandag efter konfirmation. Skal søskende fritages, følges reglerne for fritagelse.

IMG_0960.heic

Kontoret

Skoleleder Kezia Bidstrup kb@filipskolen-kbh.dk og viceskoleleder Nina Dufke nd@filipskolen-kbh.dk træffes normalt på skoledage efter aftale.

Skolesekretær/regnskabsfører Elin Riis-Sloan ers@filipskolen-kbh.dk træffes på skoledage 8.00 – 14.30 på tlf. 32 55 47 11.

Lejrskole/skolerejse

Der er delvis egenbetaling i forbindelse med lejrskoler og skolerejser.

  • 0. - 3. klasse: Indskolingstur med én overnatning

  • 4. klasse: lejrskole med én overnatning

  • 5. klasse: lejrskole med 2 overnatninger 

  • 6. klasse: Lejrskole med 4 overnatninger (f.eks. Bornholm eller Sønderjylland)

  • 7. og 8. klasse: Folkemøde på Bornholm med to overnatninger

  • 9. klasse: Storbytur i Europa med 4 overnatninger

IMG_0954.heic
bottom of page